KONSEKVENSER AF MOBNING


Så store er konsekvenserne af mobning

Mobning har vidtrækkende konsekvenser - både for mobbeoffer og mobber. Men
mobning fra læreres side er det værste, vurderer forsker bag mobbeundersøgelse.


- Man skal tage barnets oplevelser alvorligt. Børn fra fjerde klasse og
opefter ved, hvad mobning er. Selvfølgelig er vores følsomhed over for
krænkelser forskellige. Nogen kan tåle mere end andre. Men hvis man siger
noget, som krænker en elev, så er man gået over stregen i det enkelte tilfælde.
Hvis barnet oplever, at der er tale om mobning, så er læreren gået for vidt, og
så er der sket noget, som barnet ikke skulle have været udsat for.

Hvilke konsekvenser har mobning?

- Mobning kan ødelægge børns selvtillid og deres tro på egne evner. Det kan
ødelægge deres lyst til at passe sociale relationer, fordi de er bange for at
blive misbrugt og udsat for mobning. For dem, der mobber, har det også uheldige
konsekvenser. De får succes ved at håne eller nedgøre andre, fordi de møder rygklappere,
som bifalder det. Når mobningen får lov til at trives, så vil de elever, der
mobber, opleve, at det er en acceptabel måde at være sammen på, og det giver
dem problemer senere i livet. Det bliver en barsk opdagelse, når de senere
finder ud af, at ikke alle vil finde sig i mobning, og at mobning ikke er vejen
frem.

Hvad med mobning fra læreres side?

- Fra lærernes side er mobningen endnu værre. Eleven er i forvejen
underordnet læreren, derfor er det magtmisbrug, hvis læreren mobber eleverne.
Det er helt anderledes ydmygende for barnet end mobning fra andre elevers side.
Det er en krænkelse af barnets integritet og den respekt, vi skal have for
hinanden. Lærerne har børn i deres varetægt, og det er en krænkelse af
tillidsforholdet mellem lærer og elev, hvis læreren mobber. Det er slemt nok i
sig selv at børnene mobber, men lærerne er med til at legalisere mobning, hvis
de mobber.

Hvad skal der til for at løse problemet?

- Det, der skal til, er, at man i højere grad tager problemet alvorligt og
erkender, at trivslen er utrolig vigtig. Man skal blive bedre til at forebygge
også på skoler, hvor mobning ikke er et problem. I dag tager man først fat på
problemet, når det bliver stort og synligt for alle. Det er ledelsens ansvar at
gribe ind, hvis den bliver opmærksom på, at en lærer mobber. Mobning fra
læreres side er et meget ømt og tabubelagt emne, men som kollega skal man også
tale med den lærer, som er tilbøjelig til at tale til eleverne på en krænkende
måde. Jo mere det bliver noget, man taler om, jo mere vil lærerne tænke over,
hvordan de taler til eleverne. For jeg tror ikke, at en lærer, der mobber en
elev, har haft en hensigt om at mobbe. Det har sikkert været i god tro, så det
bliver aldrig anderledes, hvis ikke der er en kollega eller leder, som gør
opmærksom på det. Eleverne skal også vide, at det ikke er at sladre, hvis man
fortæller, at en klasselærer eller en elev har overskredet en grænse. Jo mindre
tabubelagt, mobning bliver, jo nemmere bliver det at ændre. Det er også en
rigtig god ide at inddrage eleverne i indsatsen mod mobning. Vi ser eksempler
på skoler, der har rigtig gode erfaringer med elevmæglere, som skal være med
til at løse konflikter og gøre opmærksom på mobning, når det sker.



kilde: Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM),

Stop mobning


Ansvarlig for denne side er mathias almroth andersen

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang